Vejen vi vil gå 2017-11-16T18:50:58+00:00

Vejen vi vil gå

Cannabis Danmark vil gøre Danmark til et foregangsland i udviklingen og anvendelsen af cannabis til medicinsk brug til gavn for behandling af patienter, ved at tænke i hele værdikæden fra plante til patient.

Cannabis Danmark arbejder for at udvikle rammebetingelser for produktion og udbredelse af cannabis til medicinsk brug som højtrangeret kvalitetsprodukt. Herunder fremme danske og internationale forskningsresultater og potentialet for dansk erhvervsliv. Med de rette samarbejder mellem myndigheder, sundhedsvæsen, erhverv, landbrug, forskere, og patienter i udviklingen af de mest effektive medicinske sorter til givne sygdomme, kan det lykkes at få Danmark helt op i superligaen. Og dermed bane vejen mod at skabe forbedret livskvalitet i mange patienters liv – hver dag!

A. Indsamle og støtte forskningsresultater og evidens i Danmark og internationalt

Forskningen i cannabisplanten til medicinsk brug er haltet langt bagud i forhold til efterspørgslen.

Der findes allerede masser af forskning i cannabinoider og cannabis som rusmiddel, men meget lidt medicinsk forskning, specielt i den naturlige cannabisplante.

Årsagerne er bl.a. forbud, plantens kompleksitet, manglen på midler, manglende interesse og fraværet af patentmulighed.

Cannabis Danmark vil iværksætte ny dansk forskning i cannabisplantens medicinske egenskaber og indsamle allerede eksisterende forskning og videnskabelige indikationer fra både ind- og udland.

 B. Indsamle og dele information om cannabis til medicinsk brug til patienter, politikere, erhvervsliv og sundhedsvæsen

Få ved meget og mange ved lidt. Indtil for få år siden benævnte både politikere og medier cannabis til medicinsk brug slet og ret som “hasholie” eller “hashmedicin”. I dag er vi kommet nogle skridt videre. Men cannabisplanten til medicinsk brug er en kompleks størrelse,  så reel viden og information er gået tabt i debatten og i lyset af et stadigt stigende antal illegale sælgere og såkaldte “behandlere”. Manglende og usaglig viden skaber usikkerhed, fordomme eller urealistiske forventninger til cannabis som et medicinsk mirakelmiddel.

Cannabis Danmark vil bygge et fundament af dokumenteret saglig viden til offentligheden, sundhedsvæsen, politikerne, medierne og i særdeleshed til patienterne.

C. Støtte innovation og udvikling af erhvervsaktiviteter med cannabis til medicinsk formål

Erhvervslivet har siden offentliggørelsen af den kommende statslige forsøgsordning, og specielt den senere offentliggørelse af dansk dyrkning af cannabis til medicinsk brug, stået på spring for at bidrage og udnytte mulighederne inden for dette nye område. I udlandet har der længe været stor fokus på innovation, både indenfor dyrkning og sideerhvervene. The green rush rummer store potentialer, som Danmark har forudsætningerne for at indfri ved vores høje standarder, innovationsforståelse og gode iværksættermoral.

Cannabis Danmark vil støtte op om og være til rådighed for erhvervslivet i form af viden om cannabis til medicinsk brug, facilitering af samarbejde og udvikling samt international PR og lign.

D. Indsamle og uddele støtte til økonomisk trængte patienter 

Sygdom kan være en udfordring hvad enten man er patient  eller pårørende. Nogle har brug for ekstra økonomisk støtte til psykologhjælp, børnepasning, rengøring, rekreation eller lign. for en periode.

Cannabis Danmark vil facilitere økonomisk støtte til patienter som anvender cannabis til medicinsk brug eller patienter som deltager i forsøg med cannabis.